• Kundeservice i verdensklasse93916400 / kundeservice@parcellet.dk
  • Fragt 29 DKKFri fragt fra 500 DKK
  • Dag til dag leveringGratis ombytning i DK
  • KundeklubOptjen 5% bonus på din ordre

Her fødes 4 børn - læs kvindernes oplevelser med at føde

Her fødes 4 børn - læs kvindernes oplevelser med at føde
Det er blevet jul og traditionen tro fejrer vi fødslen af en lille dreng. I den anledning har 4 modige kvinder valgt at dele deres fødselsoplevelse med os. Det er mega sejt og jeg har virkelig glædet mig til at præsentere dette indlæg for dig.

Min første fødsel for 10 år siden endte i et akut kejsersnit pga. moderkageløsning. Anden gang fødte jeg vaginalt, men en stor dreng, så jeg døjede virkelig lang tid efter fødslen med at komme til hægterne igen. Og tredje gang var bare pærelet og en virkelig god oplevelse.

Og på trods af de traumatiske oplevelser vi kan have haft under en fødsel, ender de fleste alligevel med, at ønske at gøre det hele en gang til.

I det følgende skal vi høre 4 kvinders meget forskellige oplevelser med at føde. Historierne skildrer også, at det ikke altid går, som vi havde håbet på og drømt om. Men fælles for dem alle er, at det ender med en blød og dejlig baby. Jeg ønsker, at I tager godt imod de forskellige historier og med respekt for de mødre, der har delt nogle meget personlige oplevelser med os.
 

Sophie Aronsson - mor til Julie

Fødslen der endte i et akut kejsersnit

Fødselsberetning - Sophie Aronsson
Som førstegangsfødende, var jeg selvfølgelig godt klar over, at jeg skulle være forberedt på flere timer med veer, inden vi kunne byde vores lille pige velkommen til verden. Men, jeg må nok indrømme, at 5 dage med veer ikke lige var noget, jeg havde regnet med.

De første 3 dage gik stille og roligt med uregelmæssige veer. På 4. dagen blev jeg indlagt på sygehuset. Jeg var så heldig, at min jordemoder er en ven af familien og tilbød, at være der under hele fødslen - det er altså det bedste i verden, for det gav mig en fantastisk tryghed!

Nå, men der var mildest talt ikke sket en skid. Jeg var kun 2 cm åben og livmoderhalsen var endnu ikke helt væk. Den efterfølgende morgen var livmoderhalsen da heldigvis væk - så noget var der da sket i løbet af natten! Dog havde jeg ikke udvidet mig mere end 5 mm - 5 MM?! Min jordemoder vurderede, at nu ville de tage vandet, og så gik det stærkt.

På under 2 timer, havde jeg gået fra at være udvidet 2,5 cm til 8 cm! Og nu kan jeg love for, at det gjorde NAS! Ned i badekar med mig. Hvilket jeg slet ikke kunne finde ud af! Tilbage på briksen og så en epiduralblokade. Jeg havde så ondt og var fuldstændig smadret efter så mange dage med veer, så jeg var nødt til at få noget søvn inden pressefasen.

Efter et par timer med søvn, er veerne begyndt at aftage. Jeg får derfor vedrop, som bare sparker veerne i gang igen. Jeg har simpelthen så mange veer, at der ikke er mere end små 30 sekunder imellem. Presseveerne begynder at melde sin ankomst og jeg starter så småt med at presse - men der sker bare ikke en skid! Min jordemoder tilkalder derfor fødselslægen, som vurderer, at der er 2 muligheder. Først forsøger vi med kop og lykkedes det ikke, er det akut kejsersnit.

Hun sætter koppen på min datters hoved og jeg presser mens hun trækker - svup siger det, og koppen falder af. På med en ny og større kop og pres – svup, den falder af igen. Og så går det stærkt! Pludselig står der en portør ved min seng, som begynder at løbe afsted med mig, mens resten af stuen følger trop. Ind på operationsstuen, hvor det nærmest føles som om, at der kom mennesker ud af væggene. Der stod pludselig en 10-15 mennesker omkring mig. Det hele gik så stærkt. Jeg blev bedøvet med en spinalblokade og operationen startede.

Jeg hører pludselig et lille skrig og så bliver der stille. Ingen siger noget - lægerne og sygeplejerskerne snakker (faktisk råber de lidt af hinanden), men jeg forstår ikke, hvad de siger. Jeg begynder at fryse og kirurgerne arbejder meget koncentreret. Jeg troede faktisk, at jeg skulle dø - at både jeg og min nyfødte datter skulle dø. Pludselig bliver situationen helt anderledes, da bagvagten kommer ind. Som om han kommer ind og skaber en helt speciel ro. Jeg fryser stadig og får at vide, at jeg har mistet en del blod, men at jeg ikke skal være bange, for de har helt styr på mig.

Og SÅ hører jeg det. Den mest vidunderlige lyd i hele verden - det højeste skrig, jeg nogensinde har hørt! Og så kom hun. Og hun skreg! Indtil hun fandt ud af, at det var min kind, der var mod hendes. Min lille mullegris med masser af hår, som var så fin! Trods den traumatiske måde at komme til verden på, havde hun det godt. Hun skulle bare lige have hjælp til vejrtrækningen, da hun jo ikke havde fået presset fostervandet ud af lungerne, som sker ved vaginal fødsel.

Min fødsel af Julie var bestemt ikke en dans på roser - langt fra! Og det har taget tid, at komme ovenpå igen både fysisk og psykisk. Men, selvom fødslen kom ud af min kontrol og ikke endte, som jeg havde forventet og ønsket, er det stadig det mest fantastiske, der er sket i liv! Og jeg skal stadig have flere børn!!
 

Siri Katharina Graversen - mor til Kalle

Når fødslen ikke lever op til forventning og drømme

Fødselsberetning - Siri Katharina Graversen
Inden dette blogindlæg kom til verden, har jeg mailet frem og tilbage med Siri. Hun ville gerne dele sin oplevelse med os og det er jeg glad for. Hun beskriver følelsen af, “at stå alene med oplevelsen som langt fra levede op til mine forventninger og en tid efter hvor jeg ville ønske at kunne skrue tiden tilbage og bare forblive gravid…”.

Hun fortæller mig, at det at få lov til at dele og fortælle historien til andre, kan være terapeutisk for hende og der sidder helt sikkert nogle læsere derude, som kan nikke genkendende til de følelser Siri har. For nogle gange så går en fødsel bare ikke helt som forventet og den første søde tid kan være benhårdt arbejde. Siri ønsker at bryde tabuet med “...de svære og "forbudte" følelser, utilstrækkeligheden og håbløshed i en tid som burde være vidunderlig...

Her er Siri’s fødselsberetning:

“Torsdag nat kunne jeg mærke en ømhed i ryggen, som forstyrrede min søvn, men jeg tænkte at det nok bare skyldtes en overanstrengelse, da jeg dagen forinden havde lavet lidt flisearbejde som altså skulle være færdig inden baby kom. Da det blev morgen og smerterne stadig var der måtte jeg nok erkende, at det var veerne som havde drillet mig om natten og nu var jeg så igang med min fødsel. Uvidende om at den ville tage 36 timer, fik jeg lige sagt til kæresten på vej ud af døren, at han nok skulle komme tidlig hjem.

Han kom hjem til middag, jeg havde stadig veer som svingede i interval så vi lod tiden gøre sit arbejde. Omkring kl 18 ringede jeg ind til sygehuset, da mine veer stadig svingede, vi fik beskeden at se tiden an. Det gjorde vi indtil kl 24, så ringede jeg igen, da jeg nok var en smule utålmodig, så vi fik lov til at komme og blive tjekket.

På sygehuset kunne de berette jeg ikke havde åbnet mig, og det gjorde mig meget modløs, da jeg egentlig følte jeg havde haft veer hele dagen. Nå men os hjem igen.

Kl. 2 fredag kunne jeg ikke vente længere, så vi tog på sygehuset igen og nu med en åbning på 1 cm. Det blev startskuddet på et usædvanligt og langtrukkent smerte univers, hvor tid og jordemødre smeltede sammen i et samsurium. Selve smerterne fra veerne gjorde ondt, men også i pauserne havde jeg smerter, derfor kunne jeg ikke rigtig slappe af.

Senere fandt de ud af, at barnet havde drejet sig og nu lå som stjernekigger, og trykkede ind mod min ryg. For at gøre en lang historie kort, forsøgte jeg med karbad, akupunktur og  varmepuder, som ingen effekt havde. Det som hjalp en smule var, at sidde under bruseren og ellers de 10 saltvandsindsprøjtninger jeg løbende fik.

Kl 14 altså 12 timer efter ankomst fik jeg en epidural efter eget ønske. Men der gik dog ikke længe før flere læger kom ind på stuen. De var i tvivl om hvorvidt vandet var gået, derfor skulle der prikkes hul. Men det viste sig bare at barnet havde en vældig hårpragt og ikke en fosterhinde rundt om sig. Efter epiduralen kunne jeg endelig få et hvil og jeg var nu åbnet 6-7 cm. Endelig kunne jeg begynde, at se en ende på fødslen og et lille håb om, snart at skulle føde mit barn. Det håb slukkede dog brat, da barnets hjertelyd begyndte at falde i takt med mine veer. Lægen blev kaldt ind og efter diverse prøver blev der beordret akut kejsersnit.

Endnu en epidural blev lagt og jeg blev kørt afsted. I det jeg lå på båren forlod jeg min krop og var ikke rigtig til stede under kejsersnittet. Jeg husker svagt min kæreste græde. Om det var i frygt eller glæde ved jeg ikke.

Kl 15.16 lørdag kommer min lille, perfekte søn til verden med et »svup.» Og som en side bonus sad min moderkage fast, så skæbnen ville åbenbart ikke, at jeg skulle føde vaginalt.

På grund af det hårde forløb, løb min mælk ikke til før en uges tid efter og jeg sloges de næste 3 måneder med brystbetændelse og blodmangel.

Det er som om min egen krop er imod mig. Alt det jeg havde forestillet mig om fødsel og moderskab falder til jorden. Indeni drømte jeg mig tilbage til gravide mig, men foran mig lå altså et lille væsen som var afhængig af mig. Jeg fandt de sidste kræfter frem. Jeg gik med barnevognen selvom jeg var svimmel og tæt på at besvime, jeg pumpede dag ind og dag ud for at få amningen i gang. Og det lykkedes. Min søn kunne endelig blive mæt af min mælk, og jeg begyndte at få kræfter og energien tilbage.

Den første søde tid kender jeg ikke noget til, det var benhårdt arbejde. Men det betalte sig, ihvertfald for mit vedkommende og særligt for min dejlige søn”.
 

Julie Riggelsen - mor til Ida

Den mest forfærdelige og mest fantastiske oplevelse i mit liv!

Fødselsberetning - Julie Riggelsen
"Jeg var gået 9 dage over tid, havde taget 35 kg på, og var mere end nogensinde klar til den forestående fødsel. Jeg var træt af at være gravid, og nu ville jeg bare opleve den fødsel, som alle mødre taler om… og ikke mindst se min datter. Jeg følte mig klar til den prøvelse jeg skulle igennem, og vidste, at det ville blive den største og vildeste oplevelse i mit liv…. og alligevel anede jeg ikke, hvad der ventede mig. 

Kl. 1855 den 2. juli 2016 blev jeg sat igang. En jordemoder tog vandet og tårerne strømmede ned ad mine kinder samtidig…. Nu var det nu… Jeg var spændt og fuld af alverdens følelser samtidig.

For at sætte skub i veerne gik min mand, Thomas, og jeg gangene på Hvidovre Hospital tynde.  Veerne kom lige så stille og mentalt var jeg helt med. Vi pjattede og væddede om hvorvidt hun komme inden kl. 24 eller lidt efter….

Kl. blev 23.00 og der var vagtskifte, kl. blev 24 og der var stadig lange udsigter til en baby. Veerne begyndte at bide, og jeg håndterede dem bedst alene og ved at vandre rundt i ring på fødestuen…. Ingen skulle røre ved mig og ingen skulle tale til mig. 
Der var stille på fødegangen den nat og jordemoderen sad inde ved os hele tiden og fulgte med. Det føltes trygt og under kontrol. 

Kl. 02.00 om natten bed veerne rigtig til og jeg var træt.  Men der var uden tvivl mange timer foran mig, idet jeg kun havde åbnet mig et par cm. 

kl. 0600 var jeg så udmattet, og da jordemoderen fortalte, at jeg kun havde åbnet mig 4,5 cm brød jeg sammen. Jeg trængte til hvile og ikke mindst smertelindring, så jeg bad om en epidural blokade. Det var himmelsk… al smerte forsvandt, og jeg kunne endda sove et par timer. Thomas var mindst lige så træt, og vi havde begge brug for at samle kræfter, så vi kunne klare “en ny runde”… det tydede på, at der var lang vej igen. 

Kl. 0800 var der  igen vagtskifte og en ny jordemoder mødte ind. Der skulle gang i veerne og det kunne et vedrop bidrage til. Jeg havde aldrig forudset, at jeg endnu ikke havde min baby i armene på dette tidspunkt. 

kl. 1145 kom pressetrangen, men jeg var kun 7 cm åben. Det var så svært at holde igen, så til sidst fik jeg lov til at presse lidt med på dem… det var en lettelse.  “jeg skider” råbte jeg…. “nej, det føler….” Mere nåede jordemoderen ikke at sige og KLAT! så lå der altså en pølse på gulvet… “Jeg sagde det jo”…. Trods udmattelse, fandt vi alligevel alle overskud til at grine lidt af det. 

Endelig var jeg 10 cm åben og jeg var sikker på, at nu skulle jeg snart se min lille pige, og dette smertehelvede ville ophøre. Jordemoderen mærkede og undersøgte, men lillepigen var ikke langt nok nede i bækkenet til jeg kunne få lov at presse. Der skete intet…. Hun flyttede sig bare ikke under de veer…. Jeg kunne mærke det. Men presse trangen var ustyrlig og efter 3 timer fik jeg endelig lov at presse. Jordemoderen gjorde mig det klart, at eftersom bebs stadig ikke var tilstrækkeligt langt nede, så skulle jeg forvente, at det blev en lang aktiv pressefase. 

Mit ene ben var til stor gene, da det var meget hævet med væske, og jeg havde en forfærdelig følelse af at det kunne sprænge i luften når som helst. Min krop var efter 20 timer virkelig på overarbejde. I to timer pressede jeg løs, men bebs rykkede sig bare ikke…. Jeg begyndte at se stjerner under veerne og det flimrede for mine øjne. Jeg havde følelsen af, at jeg kunne besvime når som helst….. Jeg følte, at mit mod og styrke var ved at slippe op…. Jeg var nu virkelig bange, og skreg på kejsersnit. Jeg kunne ikke mere, og jeg begyndte at panikke. Jeg havde virkelig en følelse af, at jeg måske ikke kom levende ud på den anden side. 

Jordemoderen besluttede, at gøre et forsøg med sugekop. Jeg var klar på hvad som helst…. Bare det snart sluttede. Et splitsekund efter blev fødestuen fuld af læger og jordemødre….. Det var virkelig alvor det her….En jordemoder hviskede i mit øre, at jeg kunne være helt rolig, for lillepigen havde det stadig godt derinde…. men jeg var faktisk ligeglad…. Jeg følte mig ikke længere mentalt til stede, og jeg havde en følelse af, at det ikke længere var barnet, der var målet …. Det var, at få denne ulidelige smerte til at stoppe. Alt andet var absolut ligegyldigt.

En sugekop blev sat op på hendes lille hoved. “Julie, vi har tre træk, ellers bliver det kejsersnit”, sagde jordemoderen, Jeg glemmer aldrig det billede af jordemoderen, der i den efterfølgende ve tog fat i kæden for enden af sugekoppen, satte sit ene ben op på sengekanten, lænede hele sin krop tilbage og for fulde kraft trak til. Jeg SKREG OG SKREG…. Og var der en fødende, der havde overhørt dette ude på gangen (for det MÅTTE kunne høres på hele fødegangen) så tror jeg, hun havde klemt sammen og var taget hjem igen.

Jeg husker ikke rigtig mere før hovedet på 3. træk blev født. Da  forsvandt al smerte og frygt. Selvom lillepigens krop stadig var inde i mig, så var alle smerter væk. Jeg hørte en jordemoder sige: “Ja, så giver det hele jo mening”… Hun kiggede over på mig og sagde “Hun er jo en lille stjernekigger”. Dette var forklaringen på, at hun ikke rykkede sig ned, og jeg havde derfor aldrig været i stand til at føde hende selv. 

kl. var nu 1645 og som at smutte en mandel, kom kroppen ud på den sidste ve. Den største forløsning og lykke væltede ind over mig…. Jeg kiggede over på Thomas, som i alt kaos var blevet placeret i et hjørne på stuen. Staklen hulkede og forsøgte at tørre sine øjne selvom tårerne fossede ud. Det var vist både lykke, lettelse, og frygt på samme tid. 

Vores “lille” pige, som udover at være stjernekigger også vejede 4488 g og målte 57 cm var stor, sund og rask. Og jeg havde klaret det….. selvom jeg på et tidspunkt var ved at miste modet

Jeg svor mig selv, at jeg aldrig ville byde mig selv en sådan oplevelse igen. Ida, som vi kaldte vores lille pige, er nu 2,5 år gammel og Thomas og jeg taler om barn nr. 2. Jeg forstår ikke mig selv, når jeg tænker, at det er en god idé og fødslen klarer vi nok …. Men det gør vi jo…. Og gevinsten har for mig totalt overskygget den skrækkelige oplevelse fødslen var".

 

Malene Habachi - mor til Malukka

Hjemmefødslen

Fødselsberetning - Malene Habachi
"Min 3 graviditet var ikke planlagt, men trods dette en kæmpe gave. Vi havde lige været igennem et meget hårdt år hvor min mor kæmpede en sej kamp for livet. Jeg havde passet hende i hjemmet, mit barndomshjem. Her mistede min far også livet da jeg var 18 år.

Da jeg stod med testen var jeg ikke i tvivl. Det nye liv skulle starte i det hus, hvor dem jeg elskede så højt havde sluttet deres.

Tør du virkelig det? Det var responsen på min mands og mit valg omkring at føde derhjemme. Stress og jag på fødeafdelingen havde jeg oplevet to gange og det var nærmere et spørgsmål om jeg turde gøre dét igen. Vi havde planlagt en vandfødsel i et soppebassin på vores kommende datters nybyggede værelse.

Den 14/6-18 gik vandet. Veerne udeblev så jeg kontaktede hjemme jordemoderen som tog det meget roligt. Den 15/6 var der stadig ikke optakt til noget. Planen var at vores to store børn på 6 og 4 år ikke skulle være hjemme i fald af komplikationer. Men pludselig gik det hurtigt og de ende med, at overvære deres søster komme til verden i vandet.

Jordemoderen kom og gav mig indre massage. Under 5 min efter kom den første ve. 2 timer efter så vores lille Malukka dagens lys. Samme måned og samme klokkeslæt som min mor året forinden forlod jorden. Det var en oplevelse udover det sædvanlige. Jordemoderen mærkede ikke en gang hvor meget jeg havde åbner mig. Hun bad mig lytte til min krop og i forhold til at føde på sygehuset var det utrolig behageligt og på intet tidspunkt følte vi os utrygge.

Det var både en god oplevelse for os som forældre at føde hjemme, men også for vores to store børn, som bl.a. fik lov til at veje lillesøster efter fødslen. Jordemoderen gav sig god tid til at forklare og inddrage dem. Efter fødslen blev jeg undersøgt i vores dobbeltseng. Lidt underligt, men stadig en dejlig fornemmelse at være hjemme. Skulle vi have flere børn blev det bestemt en hjemmefødsel igen. Det er både min mand og jeg enige om". 


Det var de 4 fortællinger. Der sidder sikkert en masse gravide og læser med, som spændt ser frem til dagen, hvor den lille vil ud. Mit BEDSTE råd efter at have født 3 gange er oprigtigt, at du slapper af. Det kan lyde banalt - men virkelig.. Lad kroppen gøre det den skal. Fortæl dig selv, at det der sker er okay og træk så vejret stille og roligt. På den måde forhindrer du, at kroppen går i panik og modarbejder veernes arbejde. Smerten betyder, at du snart skal have din dejlige baby i armene. Det største du nogensinde kommer til at opleve.

Har du lyst til, at dele den bedste eller måske den mest udfordrende oplevelse under din fødsel, så kommenter herunder.

Med ønsket om en glædelig jul.
Mia